Honning fra økologiske marker øst for Paradisbakkerne

Skovsholm i Ibsker Sogn er en bornholmsk slægts- og proprietærgård med historik tilbage til 1300-tallet.

Skovsholms landbrug drives i dag økologisk. Hovedformålet med bidriften på Skovsholm er effektiv bestøvning af de økologiske afgrøder. Skovsholm er en del af FoodsBornholms promovering af grønne proteinkilder baseret på bælgplanter for at fremme en mere bæredygtig og klimavenlig fødevareindustri.

Bierne har også adgang til naturskove og uberørte kystarealer. Der produceres begrænsede mængder honning med fokus på kvalitet. Det unikke klima på Østbornholm giver honningen en speciel og raffineret smag.

Produktion og Produkter

Honning er et unikt naturprodukt. Bierne forarbejder den indsamlede nektar til honning. Vokstavlerne med honningen slynges, sies, røres og sættes på glas - alt sammen håndarbejde. Honningen er uopvarmet. Flydende honning røres ikke men sættes direkte på glas. Honningens smag og farve afhænger af hvilke blomster bierne har bestøvet og årstiden.

Forårshonning

Det meste nektar er fra mange forskellige forårsblomster og frugttræer. Honningen er ofte lys, cremet og kan være lidt fast.

Sommerhonning

Det meste nektar er fra sommerblomster og frugtbuske. Honningen er ofte lidt mørkere, cremet og lidt kraftigere i smagen.

Sensommerhonning

Det meste nektar er fra sensommerblomster, lindetræer, kystplanter og brombær. Smagen varierer meget men ofte i syrlig-sød retning. Farven kan variere fra rødlig til næsten sort. Også ideel som flydende honning.

Økologi

Bierne står på økologiske landbrugsarealer og trækker også på naturskove og kystområder. De konventionelle landbrug, som grænser op til disse arealer, dyrker sommetider bestøvningsafgrøder. I bidriften bruges der ikke lægemidler. Der bruges græsetiketter og glas.